E-sport som fag i skolen

Svinninge Skole har undervisere, som er uddannet i E-sport, og berettigelsen af faget handler om flere ting: tilrettelæggelsen, tankerne, didaktikken, pædagogikken, målene og alt andet man arbejder med i undervisningen. E-sport skal bruges som middel og ikke som mål. 

E-sport er uomtvisteligt én af de største sportsgrene i Danmark. Denne tendens ses overalt i hele verden, og man kan vist roligt sige, at den ikke går nogen steder lige foreløbig. E-sport er vanvittigt sjovt. Det lyder måske simpelt, men det er det egentlig også. E-sport er noget af det sjoveste og største lige nu, stort set alle unge mennesker her i 2022, ved hvad CS:GO er. På højde med deres viden om fodbold. De er muligvis ikke så meget inde i reglerne, som de måske er i fodbold, men de kender ordet CS:GO, og de ved, at det er et online skydespil. Det samme gælder Fortnite og Fifa for blot at nævne nogle titler. Denne udbredelse skyldes langt hen ad vejen at det er sjovt og underholdende. 

Eleverne har et valg, og E-sport er et tilvalg på Svinninge Skole. Det er ikke tvang, men der er stor søgning på netop dette fag, som er en blanding af strategisk tænkning, holdspil og glæde. Netop derfor har faget sin berettigelse på vores skole. 

Senest opdateret 28-06-2024